Det bliver muligvis mirakuløst, når en af Danmarks mest populære og elskede komikere går på scenen i Eksercerhuset d. 17. september 2025. Jan Gintberg kommer nemlig til Fredericia med sit nye show ’GINTBERG MIRAKLET’.
Her bliver publikum vidner til et sanseligt, satirisk og stærkt lårklaskende show med den altid aktuelle og utøjlelige entertainer, når han åbner scenetæpperne for spritny comedy og spiddende samfundssatire med plads til tyk selvironi.
Med det sædvanlige glimt i øjet udtaler Jan Gintberg fra toppen af den trækrone, som han har forskanset sig i, indtil showet er helt klar til det hungrende publikum:
- Jeg ser mit humoristiske virke lidt ligesom Mahatma Ghandis. Det behøver ikke være smukt, men det skal satme kunne blæse noget luft ind under sarongen! Ja, det kan godt være, at det måske var Troels Lund Poulsen, der sagde det… men det gør det jo ikke mindre mirakuløst.
Og komikeren, der altid selv er ved at flække af grin, tilføjer:
- Et mirakel er en vidunderlig sjælden hændelse. Lidt ligesom at slå en befriende brandskid på vej ud af en skolebus, eller grine uhæmmet af en moden mands skæve undren over menneskets bimlende kollektive idioti. Glæd dig! Det her show bliver en mageløs mirakuløs rejse ind i sjælens dummeste afkroge. Mageløs!
I over 30 år har Jan Gintberg været kendt som en af kongerigets skæggeste og skæveste komikere, og han kan stadig! Hans spøjse betragtninger om livet og tidsånden blandet med sylespidse satiriske stikpiller rammer stadig plet i den danske selvforståelse.
Den folkekære komiker, som oprindeligt er uddannet landmand, har optrådt som standupkomiker siden 1992. Han fik sit folkelige gennembrud i 1997, da han medvirkede i radioprogrammet ’Tæskeholdet’ på P3.
Han er kendt for at vende tingene på hovedet, spidde sit publikum lidt og få os til at grine af os selv. Det er sket – og sker stadig – i såvel hans shows som både radio- og tv-programmer, heriblandt det populære ’Gintberg på kanten’, hvor han rejser rundt i Udkantsdanmark, undrer sig over egnens finurligheder og griner med beboerne.
Han har også givet motion til danskernes lattermuskler som altid oplagt vært på diverse tv-programmer, heriblandt quiz-shows, lige som han er skuespiller og har lagt morsomme stemme til en række animationsfilm.
Jan Gintberg modtog Seerprisen i 2011 for ’Gintberg på kanten’, og prisen for bedste mandlige tv-vært i 2012.
Oplev ham i Eksercerhuset i Fredericia – og tag familie og venner med til en fornøjelig aften.
Vi gør opmærksom på, at showet ikke er egnet for personer under 15 år.
Nærmere info kan findes på www.gintberg.dk
Dato
onsdag 17. september 2025
|
|
Arrangør |
FredericiaLive
|
Obligatorisk garderobe |
Ja |
Lokation |
Eksercerhuset |
Start |
19:00 |
Dørene åbner |
18:00
|
Pladser |
Siddepladser |
Forsalg |
410,- |
Medlem |
380,- |
Dørsalg +25 |