luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Wangel

Wangel

Support: Sherpa


Danmarks nye elektroniske musikhåb Wangel mestrer hele følelsesregistret i sin musik.

 

Allerede fra første EP-release i 2015 blev Wangel spået fine fremtidsudsigter af de danske anmeldere. Siden er det blevet til koncerter landet over, blandt andet Roskilde Festival, SPOT Festival og i et udsolgt Lille Vega.

 

I marts 2016 udkom Wangels debutalbum Freedom, som fortsatte i EP’ens melankolske, elektroniske univers og lod lytteren komme endnu tættere på. Peter Wangel tager udgangspunkt i sine egne oplevelser og livserfaringer, når han laver musik, og han skildrer ærligt sine op- og nedture. Musikken er for ham et enormt frirum, og netop derfor fik albummet denne storladne, men rammende titel.

 

Hudløs ærlig tilgang til tekster og melodier gør lytteren ekstrem opmærksom på sin egen sårbarhed. Få kunstnere evner dette sanselige møde bedre end Wangel.

 

Hvad siger du til dit barn, hvis det arver din psykiske lidelse?

 

Peter Wangel, som er sangeren og sangskriveren bag Wangel, fik diagnosen ‘bipolar’ som 19-årig. Og nu hvor han sammen med kæresten venter deres første barn, trænger spørgsmålene sig på. I teksten til sin nye single ”Reason” forsøger han at komme med nogle svar.

 

”Reason” er først og fremmest en velkomst og en hyldest til det nye liv, som er på vej. En ærlig sang om at se de svære udfordringer i øjnene, men samtidig nære stor tillid til, at kærlighed er det vigtigste.

 

- Jeg er selv opdraget med masser af kærlighed og tryghed, og det har betydet for mig, at jeg er i stand til slå mange af de udfordringer af banen, som følger med en diagnose som min. Det vil jeg gerne give videre til mit barn – uanset hvad der skulle ske, fortæller Peter Wangel. ”Reason” er desuden forløber for det nye album med den næsten enslydende titel ”Reasons”, som udkommer til september.

 

Den nye single og det nye album er inspireret af blandt andre den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som er blevet berømt for sine autofiktive bøger, der uden omsvøb beretter om de helt nære og private ting.

 

”Mine tidligere udgivelser har især kredset om de store, 'ensomme' følelser; dem der kun fandtes inde i mig. Denne gang er det anderledes. Nu påvirkes mine følelser af noget udefra – min kæreste, mit barn – og det har Knausgård og hans stil hjulpet mig til at fortælle om helt eksplicit. Mindre kryptisk om man vil.” Peter Wangel

 

Anmeldelser:

Wangel får anmelderroser for både studieproduktioner og liveoptræden.

 

★★★★★

”Én ting er at høre Wangels brede register på hans debutalbum Freedom fra marts – en anden ting er, hvordan det så udarter sig live. I hans tilfælde har man ingen grund til bekymring. Det er imponerende, så dyb hans klang er, samtidig med hans falset står lige så knivskarpt.” – GAFFA

 

★★★★★

”Peter Wangels overjordiske vokal trumfer på hans debut-ep, der vibrerer af indtagende popmelodier og indestængte følelser.” – Soundvenue

 

Om Wangel:

Stemmen og teksterne tilhører Peter Wangel. I tæt samarbejde med produceren Kasper Ejlerskov Leonhardt har han skabt lyden bag artistnavnet Wangel, som nu for alvor er klar til at erobre den danske musikscene.

 

 

Support: Sherpa

SHERPA er lyden af melankolsk og storslået indie-pop, der beskriver kærlighedens skyggesider. Et band der udfordrer og udvider nutidens pop-musik med et dramatisk lydbillede, hvor man føler at universet åbner sig over én mens man drifter afsted til deres fængende melodier. SHERPA består af den talentfulde sanger Carsten Sherpa og den erfarne producer Tore Nissen.

 

Deres første single “Fornever” er allerede blevet spillet på P3 og SHERPA har desuden netop vundet DR’s Karrierekanonen 2017. Sejren er en kulmination på et spændende år for det nye band, der allerede har spillet adskillige koncerter i Danmark og Tyskland - eksempelvis Smukfest, SPOT Festival og Lille Vega som support for Wangel.

 

Dato
fredag 22. september 2017
Arrangør
Rockin House
Start
21:00
Dørene åbner
20:00
Pladser
Ståpladser
Forsalg
150,-
Medlem/studiekort
120,-
Køb billet

Følg os på Instagram #TOJHUSETFREDERICIA


Find vej